I Danmark oplever 15-20% af alle par, ufrivillig barnløshed. Gennem fertilitetsbehandling oplever de fleste par success, men bag skyggen af den biologiske behandling på de danske offentlige fertilitetsklinikker, bliver det psykologiske aspekt forsømt.

Af Bolette Rud Halkjær, Christopher Høeg Lundberg og Marie-Louise Harder Pedersen

WHO har defineret det som en sygdom, og hele verdenen er plaget af den. Og nej, det er ikke den flere muterede virus fra Kina vi snakker om, men den mest udbredte sygdom blandt kvinder mellem 20 og 40 år, nemlig infertilitet.

Men selvom denne folkesygdom er så udbredt, så er det langt fra de fleste, der fortæller, at de ikke kan blive gravide. Faktisk oplever mange i fertilitetsbehandling, at det fortsat kan være et tabu, når storken endnu ikke har været på besøg.

I dag er det cirka en fjerdedel af alle par, der oplever infertilitet i korte eller længere perioder, hvilket resulterer i, at hvert 12. barn i Danmark er kommet til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling.

I Danmark opnår 71% af parrene i fertilitetsbehandling en succesfuld graviditet inden for fem år, viser tal fra et dansk registerstudie fra 2017. Men den psykologiske belastning opleves som så hård, at op til 30% dropper ud af behandlingen, viser en undersøgelse fra Oxford Universitet. 

Hos de ufrivilligt barnløse banker ensomhed ofte på døren i selskab med depression, angst og sorg. Det kan have enorme konsekvenser for de berørte kvinder, og et dansk studie viser, at kvinder, der ikke lykkes med deres fertilitetsbehandling, er i dobbelt så stor risiko for at begå selvmord, som normalt.  

Psykolog Leif Grundahl har arbejdet med ufrivilligt barnløse kvinder og par i mere end 20 år. Han fortæller, at det er meget naturligt med en følelsesmæssig reaktion, når man står midt i et fertilitetsforløb. Det væsentlige er, hvordan man håndterer det.

“Ensomheden har den lidt modsætningsfyldte konsekvens, at man mange gange netop også isolerer sig. Det er svært at tale om det, man er bange for at blive ked af det, så en del af øvelsen er, at man er nødt til at erkende, at man selvfølgelig bliver ked af det. Det er en naturlig del af livet at blive rigtig rigtig ked af det, når der er noget, der i den grad mislykkes for os,” siger psykolog Leif Grundahl. 

Fertilitetsbehandlingen i politiske briller

Et af de lande, som prøver at afhjælpe de psykologiske konsekvenser, er Finland. Finland er et af Europas førende lande inden for fertilitetsbehandling, og selvom behandlingen er den samme, adskiller landet sig dog fra den danske model. I Finland har man nemlig prioriteret at tilknytte såkaldte “Mental Health Professionals” til alle klinikker, og det betyder, at kvinder i fertilitetsbehandling bliver tilbudt samtaler og rådgivning fra psykologer som en del af behandlingen helt fra starten.

I Danmark er fertilitetsbehandlingen langt hen ad vejen kun fokuseret på det medicinske. Det er også selvom, at mange kvinder giver udtryk for, at de også kæmper med mange psykiske konsekvenser.

“Barnløshed har i tidens løb manglet lidt respekt fra politisk side, hvor man ser det lidt som et luksusproblem. Hvad det, efter min absolutte overbevisning, ikke er,” siger psykolog Leif Grundahl.

Hvorfor grundtrækkene fra den finske model endnu ikke er indført i Danmark, har vi spurgt to politikere fra Region Midtjylland om. 

“Jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt om den. Men der kan være to grunde til, at vi ikke har den her i Danmark. Prioritering og økonomi,” siger Steen Jakobsen (V) som sidder i psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland. 

Steen Jakobsen mener ikke, at denne gruppe ikke er udsat. Han har blot ikke været opmærksom på hvor stor en problemstilling det er.

Hvad angår økonomien, fortæller Steen Jakobsen, at hele sundhedssektoren er presset i øjeblikket.

“Det er vigtigt, vi fokuserer på det livstruende først, og så er der nogle ting, som er ‘nice to have’, selvom det kan virke stødende for nogen, der har store psykiske problemer med fertilitet,” siger han.

Else Kayser (Ø) har selv haft fertilitetsbehandling tæt inde på livet, og hun oplevede gennem 10 år at være i en konstant venteposition, der tager hårdt på sindet. Modsat Steen Jakobsen kan Else Kayser dog ikke se, at det burde være den mest uoverskuelige økonomiske post.
  

“Jeg tror, den finske model ville være god. Mennesket er komplekst, vi er ikke robotter, vi er holistiske mennesker. Det vil sige, hvis man skal understøtte, så skal man understøtte på flere parametre,” siger Else Kayser. 

Tina Rosenvinge er én af de kvinder, som har gået igennem seks års fertilitetsbehandling. I dag kan hun og hendes mand kalde sig forældre til datteren Ellinor. Hun mener det mentale helbred er mindst lige så vigtigt som det fysiske for at opnå en graviditet.

“Uvisheden om man nogensinde når i mål fylder i ens tanker, og det er svært at tale med andre, som ikke står i samme situation,” siger hun.

Hun mener, en mere personcentreret behandling kunne være god løsning, og ønsker lægen som et mere aktivt led. Hun så gerne, at man tænkte på det hele menneske, i stedet for kun på kroppen. 

Netværksgrupper som mulig løsning

Et andet initiativ, flere kvinder efterlyser, er støttegrupper med socialt samvær mellem de ufrivilligt barnløse. Ingen af de kvinder, vi har snakket med, har fået tilbud om dette, men en enkelt har fået tilbudt at snakke med en hospitalspræst. Fælles for dem alle var dog følelsen af at stå meget alene.

På Rigshospitalet har der i en periode været netværksgrupper for ufrivilligt barnløse kvinder. Står det til Birgitte Holm Thorbjørnsen, sygeplejerske på regionshospitalet i Horsens, burde man indføre det i hele landet.

“På sygeplejesiden er det et stort ønske med disse netværksgrupper. Vi har i det små prøvet at gøre noget, men det er et ressourcespørgsmål. Det er ikke manglende vilje,” siger hun.

Det burde ikke være nogen hård kamp, for forslaget vinder opbakning hos de to regionsrådsmedlemmer. 

“Det lyder som en super god løsning. Det må være en lille ting, de burde koordinere, uden det behøver at koste det store,” siger Steen Jakobsen om forslaget.

Med Elses personlige erfaringer i spil, mener hun også, at støttegrupper kunne have spillet en stor rolle i hendes forløb. 

“Jeg tror, man har behov for at danne fællesskaber. Det, at man ikke står alene med det, kunne være rigtig godt,” siger Else Kayser. 

Tina Rosenvinge vurderer ikke, at en støttegruppe ville være det rigtig tilbud for hende. Hun forklarer, at selvom hun sagtens kan se værdien i tilbuddet for andre, ville hun ikke selv have haft overskuddet. Dog føler Tina stadig, at hun manglede hjælp fra det offentlige under hendes behandling. 

“Jeg havde brug for en større forståelse på klinikkerne, selvom personalet var søde og virkede forstående over for ens situation. Udover den fysiske behandling kunne det være godt med en omsorgsperson, hvor der blev sat tid af til personlige samtaler,” siger hun. 

Ingen behandling påvirker kun krop og psyke

På Regionshospitalet Horsens, som har regionens største offentlige fertilitetsklinik, prøver man allerede at hjælpe kvinderne, når de kommer i klinikken. Birgitte Holm Thorbjørnsen fortæller, at de på klinikken har et stort fokus på de psykiske problemer, som behandlingen kan skabe. 

“Sygeplejerskernes fagområde er jo at varetage det hele menneske, styrke kvinder eller par, at være i behandlingen og at tage deres medicin, men også at være opmærksom på psykiske og sociale problematikker, som er en helt naturlig del af behandlingen”.

På klinikken henviser de, ifølge Birgitte Holm Thorbjørnsen, til tre forskellige frivillige organisationer, som kvinderne kan gøre brug af. Derudover henviser klinikken også til samtaler med sygehusets præst. Det er dog ikke muligt for klinikken at henvise til en psykolog, selvom Birgitte ville ønske, de kunne. 

“Ingen går i behandling for noget som helst, uden både krop og psyke er involveret. Så vi tager nogle gange en snak om, om patienterne har overvejet at kontakte en psykolog, og forsøger at nævne det som en helt naturlig ting. Vi har desværre ikke mulighed for at at lave en henvisning,” fortæller hun.  

Psykolog Leif Grundahl forstår heller ikke, at det skal gå galt, før en psykolog kan blive involveret. Han mener, der skal tages hånd om forløbet lang tid forinden.

“Det kan være, at én af parterne bliver deprimeret over at være i situationen, men hvorfor fanden skal man vente på at blive deprimeret for at få en henvisning til en psykolog for ufrivillig barnløshed? Det, synes jeg, er en tåbelighed, for det er en menneskelig krise. Men det er virkeligheden, når man ikke kan blive gravid,” siger Leif Grundahl.

Regionsrådspolitikerne Steen Jakobsen (V) og Else Kayser (Ø) er begge klar til at tage problematikken med videre til næste regionsrådsmøde. De kan godt se, at det er et område, der skal tages op til diskussion. Forventningen er altså ikke, at vi fra i morgen er ligesom Finland, men forhåbningen er, at vi kan tage et stykke af vejen.